Det blev ikke Diamanten i dag. Det blev sengen. Jeg er ikke syg. Jeg har bare cyklet, løbet, gået, båret for meget og sovet for lidt. Jeg har spekulationer, der hjemsøger mig om natten. At blive håndteret, er noget af det værste, ligger jeg og tænker til hen ad fire. Så sover jeg, men kort efter er det  op på cyklen og ind på Diamanten og oversætte og skrive på en novelle. Frustrationen længst nede, og så alt det, der hører hverdagen til: Venner, indkøb, de bøger jeg læser, de mails jeg skal skrive, de mennesker, jeg skal ringe til, familien og familiens sorger og længslen efter øjer i stormen og kærlighed. Jeg kan mærke længe før, det trænger op i bevidstheden; at kroppen ikke kan mere. Den har ondt de steder, hvor den plejer at få ondt, når jeg forsøger at omgås andres håndteringer ved at håndtere mig selv. Men i aftes gjorde jeg mig selv våbenløs. Jeg lagde mig fra mig på et vattæppe på stuegulvet som et spædbarn. Jeg er træt, konstaterede jeg. Jeg er træt, så i morgen bliver det ikke Diamanten. Det bliver sengen.

Og det blev det.

7 kommentarer

Jeg har båret 20 kasser af mine egne bøger op i min lejlighed. Den slags sætter mentale spor. Jeg vil i dag tage en udgave af Stormesteren med mig ud i byen  og lægge den fra mig på en elstander til fri afbenyttelse, mens jeg messer sætningen: Don’t listen to the tepid chattering of literary mediocrity, don’t listen to the tepid chattering of literary mediocrity, don’t listen to the tepid chattering …

2 kommentarer

Fragtmanden har været her med restlageret af mine romaner Stormesteren og Ann Lie, som ellers skulle makuleres. Der skete en fejl med fragtmanden. Han skulle have båret dem op. Det gjorde han ikke. Så gjorde jeg det selv. LAD DET VÆRE EN ADVARSEL TIL JER, DER LIGE ER KOMMET IND PÅ EN FORFATTERSKOLE! Der er i alt tyve kasser med bøger. Jeg bor på fjerde sal. Jeg kunne løfte en ad gangen, og jeg lider af seneskedehindebetændelse. Regn den selv ud. LAD DET VÆRE EN ADVARSEL TIL ALLE JER DER LIGE ER KOMMET IND PÅ EN FORFATTERSKOLE. Nu skal jeg have åbnet en bogkiosk. Og have mig en kortisonindsprøjtning i hvert håndled. Og en fucking stor kage.

7 kommentarer

4 kommentarer

… sad jeg i dag og funderede lidt over, at jeg stadig savner at skrive statusupdates på Facebook, og hvis jeg stadig var på Facebook, ville min dags statusupdates have lydt nogenlunde sådan her:

Dorthe undrer sig over, om det er hendes cykelhjelm, der er blevet større, eller om det er hendes hoved, der er blevet mindre.

Dorthe cykler i converse. Dorthe går i converse.

Dorthe kan høre de unge studiners hæle knalde mod gulvene i Læsesal Øst.

Dorthe tror ikke, det er godt for de unge mænds studier, at de unge kvinder knalder med hælene.

Dorthe hader andres høje hæle.

Dorthe skriver til en kollega: “HVAD BLEV DER AF MAOSKOEN?”

Dorthe tror ikke, tidens unge kvinder får studeret det, de skal.

Dorthe tror rygtet taler sandt: Læsesal Øst ER et værre scorested.

Dorthe får mail fra Ulla, som også sidder på Diamanten og oversætter.

Dorthe og Ulla aftaler at tage kaffen med ud på kajen og sidde i liggestol.

Dorthe og Ulla bliver tysset på af ung kvinde i høje hæle.

Dorthe har svært ved at komme op af liggestolen.

Dorthe føler sig som en elefant.

Dorthe og Ulla følges hen til rulletrappen, og Ulla har sin cykelhjelm med under armen. Den er blomstret.

Dorthe siger farvel og vinker og bliver stående.

Dorthe går gennemsnitligt på wc to gange under sine ophold på Diamanten.

Dorthe bliver på vej ud fra wc’et omringet af et par hundrede civilklædte betjente fra Rigspolitiet.

Dorthe forstår, at betjentene er til konference inde i Karen Blixen (salen).

Dorthe ser vicepolitiinspektør spise fiskeroulade.

Dorthe har aldrig set noget lignende (og går tilbage på sin plads).

Dorthe oversætter, det er det, hun gør, hun oversætter, hun oversætter, den side og den side og den side, Dorthe arbejder som en hest, det er det, hun er, hun er ikke en elefant, hun er en hest, Dorthe, en hest.

Dorthe er en hest, der går i converse.

Dorthe pakker sammen.

Dorthe og urobetjent og svingdør.

Dorthe med cykelhjelmen langt nede ad nakken …

- forbi Irma hjem.

14 kommentarer

… en bestemt ledning til mit kamera i Sønderho, så her sidder jeg. Men det er skønt at være tilbage i storbyen, rigtig skønt, og så gik jeg i et forfængeligt håb om at finde Dage på hylden nede i Arnold Busck (aka Donald Dusk, som min far konsekvent kalder butikken af samme navn i Herning), men den slags lekture skal man ikke regne med at finde hos boghandleren, og dog græd ikke! For til gengæld fandt jeg på hylden, hvor den kunne have stået, en ny udgivelse fra People’s Press: Jeg tager bomben med når jeg går – udvalgte trusselsbreve m.m. fra Rigspolitiets arkiv. Den blev jeg nødt til at købe, ikke kun fordi den er et smukt dokument over menneskets vrangsider, men også fordi brevene er affotograferet i den. Det er jo THE REAL THING, og måske kan man lære noget, og i øvrigt er jeg gået fuldstændig fast i Sofie Oksanens prisvinder Renselse, som jeg finder forbavsende kedelig. Jeg kan ikke slæbe mig igennem, men det kan være, fordi tidens heksetrend er gået hen over hovedet på mig, og så fordi jeg bladrer over voldtægtsscenerne, den slags har jeg læst før og desuden oversætter jeg en del krimier. Men jeg vil læse den færdig, og når jeg så døser hen, så er det frem med THE REAL THING – altså danske borgeres trusselsbreve. Det er en perle af en bog, mærker jeg, og man kan læse mere om den ved at klikke HER >>>

5 kommentarer

Her er et par små ting på nettet til boostning af selvtilliden, altså min: Digteren/kunstneren Kirsten “Stensamler” Nørgård skriver lidt om Dage og Hald HER >>. Skolelæreren “Jensen” anmelder Kantslag på sin bogblog HER >>. Og sidst, men bestemt ikke mindst: Der er lavet en Facebook-gruppe til folk, der godt kan lide min debutroman, Soul. Jeg kender ikke stifteren, Julie, men min veninde Diana har været sød at melde sig ind. Man kan se hele gruppen (dem begge to) ved at klikke HER >>

Det går godt.

16 kommentarer

… uden alt dette.

2 kommentarer

Det er onsdag, der er nogle dage tilbage af mit Fanø-ophold, jeg ser tilbage på den sidste måned og tænker, at der ikke noget at sige til, at jeg er træt: Først fjorten dages internationalt Hald-ophold, så fjorten dages intenst Fanø. De sidste dage inden jeg søndag rejser hjem til Valby, skal jeg ikke lave ret meget andet end at arbejde og gå tur, (hvor der ikke er oversvømmet), og mens jeg går tur vil jeg tænke på fremtiden, og hvordan jeg som forfatter kommer til at passe sammen med en bogbranche, der er under massiv forandring. Er der en fremtid for litteraturen og for forfattere som mig? Svaret vil give sig undervejs.

8 kommentarer

Fra højsommer til efterårsstorm på to dage.

7 kommentarer