Grundet min influenza måtte jeg aflyse sidste skriveweekend i Århus, hvilket kom til at betyde, at jeg lidt før beregnet kom til at lukke ned for 3 år som lærer i faget kreativ skrivning. Nu er det – bortset fra deltagelse på Vallekilde til næste sommer (og her vil læsning blive inkluderet) – slut. Jeg lærte meget undervejs og mødte mange søde, interessante og udfordrende mennesker, jeg har fået varme mails med tak og godhed, jeg har fået skumle mails som “vis mig dine patter”, og jeg har fået tilsendt en lind strøm af forespørgsler, om jeg vil være konsulent på manuskripter, og med cirka tohundrede kursister om året har jeg lært mennesker fra alle afkroge af landet, med alle mulige historier, i alle aldre og med vidt forskellige ambitioner, at kende. Der er mennesker, jeg aldrig glemmer iblandt. Talenter, har jeg også mødt, og i det hele taget har det lært mig meget.
Men en af grundene til, at jeg holder op, skyldes, at jeg ikke tror, man kan blive bedre til at skrive af at gå på skrivekursus. Kursister plejer heller ikke at se det som sådan, de siger mere, at de bliver inspireret, og at de får lyst til at skrive, når de kommer hjem, men det ændrer ikke ved, at man ikke bliver forfatter af at gå på et skrivekursus. Jeg elsker litteratur, og en af grundene til, at jeg elsker litteratur, er, at den yder modstand. Den er et valg, og den er et livslangt valg, og hvis man vil være god til at skrive, skal indsatsen lægges mange andre steder end i blyanten og tastaturet. En ung mand på et højskolekursus spurgte mig engang, hvad forskellen på forfattere og så dem, der var dygtige på kurset, egentlig var, og jeg svarede: Forskellen er eksistentiel.
En af mine yndlingsfilm er Robert Altmans Short Cuts, baseret på noveller af Raymond Carver, og den fortæller om, hvad der sker med os, når vi vælger at skyde genvej med det, der ikke findes genveje til. Den fortæller om de kausalrækker det at springe over, hvor gærdet er lavest, fører med sig. Den fortæller ikke noget om, hvad der sker med forfattere, der underviser i ting, de ikke dybest set tror på, men det kan denne forfatter jo så selv skrive om, når hun bliver lidt mere frisk og får fundet forfatteridentiteten frem igen. Den blev jo mindre og mindre, jo større lærerinden i kreativ skrivning blev, og hun blev større og større, fordi mange af kursisterne ikke rigtigt læste bøger, i hvert fald ikke lærerindens.
Men her er, hvad jeg ved om at skrive: Det kommer ved at læse. Det kommer ved at læse meget. Det kommer ved at læse rigtigt. Det kommer ved at læse det rigtige. Det kommer af et eksistentielt behov for at sige sandheden – og meget meget mere, som det tager årevis at lære, det kommer af ting, som jeg ikke har indsigt i, og som jeg heller ikke ønsker indsigt i, blot håber bliver ved med at virke i mig. Men dette ved jeg: Det kommer ikke ved et skrivekursus med Dorthe Nors. Der findes ingen short cuts til litteraturen, ligesom jeg – lærerinden – må sande, at der for hende heller ikke findes short cuts til en årsindkomst, der kan oppebære det forfatterskab, der er nødt til at stå i midten.
Og med denne udmelding: Det kommer ved at læse, vil jeg anbefale en bog, som er blandt de bedste bøger, jeg har læst, nemlig Hanne Ørstaviks Den tid det tager. Den et godt eksempel på forholdet mellem litteratur og langmodighed. Det ses af titlen, som peger på, hvor livslange fortællingsprocesser er, men det skrives også frem af indholdet. Short cuts koster i den sidste ende, og har du ikke læst Den tid det tager, så læs den. Nu.
6 kommentarer indtil videre ↓
Kære Dorthe. Hvor er det synd for dig at du igen i år skal slås med med en nfluenza. Jeg må sige at det du har tænkt store tanker med du ligger på dit smertensleje og givet os, der har haft den glæde at gå på dine kurser, noget at tænke over.
Du har ret, vi kan ikke lære det at skrive, men vi kan blive bedre til at formulerer det vi skriver. Ja sågar blive opmundret og vove os ud på dybt vand og op ad skrivebordsskuffen, uden at rødme alt for meget.
Dorthe du er medskyldig i, at jeg lige nu sidder med et prøvetryk af mine digte, godt nok trykt for egen regning, men alligevel. Uden skrivekurser tror jeg ikke de var nået ud af skuffen. Så lidt kommer der ud af et skrivekursus med Dorthe Nors.
Kære Dorthe, rigtig god bedring. Jeg husker hvor meget du led sidste år på Rødding. Kærligst Hanne
Kære Hanne
Tak for din søde respons. Jeg er helt sikker på, at mange har fået meget og meget forskelligt ud af at gå på skrivekurser. Også modet til at stå ved deres egen stemme. For mange – særligt på højskolekurserne – handler det også om at være sammen med andre, der deler ens lyst til at skrive.
Hvad jeg savner i faget kreativ skrivning er en lyst til litteraturen i al almindelighed – og hermed: Den gode litteratur, som også yder modstand. Uden andres bøger, herunder særligt de store forfatterskaber, skrev jeg ikke selv.
Held og lykke.
kh dorthe
PS: Disse tanker er ikke tænkt, mens jeg har ligget syg. Jeg har tænkt dem længe, men kan først sætte ord på dem offentligt nu – og i øvrigt er det kedeligt at være syg (jeg er i bedring).
Kære Dorthe,
Træls med influenzaen, men godt med alle de tanker, som du får tid til at tænke, mens du ligger og gør status. Jeg kan godt se, hvad du mener med at forfatteren kan blive kvalt af underviseren. Jeg tror, du har fuldstændig ret, når det gælder læsningen af litteratur, man er nødt til at udfordre sin hjerne med andres tanker, for de mennesker, man kan nå at møde og snakke med igennem et liv, kan slet ikke levere alt det tankestof og de udfordringer, som man har brug for, hvis man skal skrive andet end små hyggelige hverdagshistorier. Jeg læser begejstret videre i Francine Prose’s bog, og tænker samtidig, om ikke du, når du læser, kunne få basis for en lignende bog en gang baseret på nordisk og international litteratur, mange af hendes henvisninger er jo til amerikansk og engelsk litteratur, og på nogen områder er europæisk litteraturtradition vel beriget med et langt bredere spektrum. Jeg er dog gået igang med Dostojevskijs “Forbrydelse og straf” efter hendes anbefaling – hun skriver jo, at man nærmest ikke kan være seriøs litteratur-studerende uden at have læst den. Den har stået på mine hylder i mindst 20 år, nu er den kommet frem. Det er faktisk en oplevelse og jeg sidder og læser med en blyant i hånden for at huske fantastiske formuleringer, som kan vende i tankerne mange gange. Ligeledes er jeg lige startet med Herta Müller. Hun skriver så mættet, at man kun kan læse få sider af gangen. Det er fantastisk. Håber, at du fortsat vil dele gode læseoplevelser med os her på bloggen. Så bliver Sønderjylland ikke helt så mørkt, som det sommetider føles.
Knus og god bedring fra Lisbeth
Godt at der læses. Dog ikke enig i, at der ikke er materiale nok i de mennesker, man møder. Det er der. Men det giver ingen mening, at ville skrive, og man bliver heller ikke rigtig god til det, hvis ikke man bryder sig om litteratur – og så er der det med at skrive en sådan bog med litterære referencer: Nej, det tror jeg aldrig jeg vil komme til, men jeg er da glad for, hvis jeg via min egen litteratur og min blog og sådan ellers kan give folk lyst til at læse.
Hej Dorthe
Jeg dukker lige op ud af det blå blot for at fortælle at jeg har fulgt din anbefaling og læst Hanne Ørstaviks Den tid det tager, og det er jeg glad for – den har gjort et stort indtryk. Jeg læser ikke for at lære at skrive, dog, men vistnok mest fordi jeg kan lide at lære om og blive klogere på livet. Derfor har jeg også læst Kantslag – og det er jeg også meget glad for. Så måske vil jeg bare sige tak.
Venlige hilsner
Janne
Det er altid dejligt, at hilse på en læser, (og en bloglæser!) og ja Hanne Ørstaviks “Den tid det tager” er et forbløffende stærkt værk. Rørende, klarøjet og klog.
Og jeg er glad for at høre, at du har læst Kantslag og syntes, det var fint. Mange tak for tilbagemeldingen.