Her er nogle billeder fra Sønderho. Øverst er en fjern flok mennesker, måske kvinder i Fanødragter, på vej ud i Vadehavet. Nederst er det toften, der har givet Toftestien, som jeg bor på, navn. Det er ad den sti jeg går, når jeg skal om til Solveig, og jeg var til middag deromme i aftes. Ingeborg og Tove kom traditionen tro også, og så sad vi der i Solveigs skipperhus fra 1700-tallet og smovsede i fisk, kalvesteg og gode historier, mens månen uden for vinduet rejste sig halvfuld  over Vadehavet. Vi sad der med en gennemsnitsalder på 67 til et godt stykke ud på natten, og nåede at komme rundt omkring både Suzanne Brøgger, Karen Blixen, Thorkild Bjørnvig, de lokale kunstnere, tv-serien Matador, hybenmarmelade og sorgen ved at miste en ægtefælle, inden vi igen gik hver til sit. Jeg holder mig til de gode kvinder ved Verdens Ende. Dem, der tager imod med åbne arme og giver varme tilbage igen. Det er et godt træk, tænkte jeg, da jeg vågnede i morges med hovedet fuld af historier fra dem.

4 kommentarer

En anden forfatter, jeg gerne vil anbefale – og ud fra devisen, man kan læse om i indlægget nedenfor, skulle det være helt okay, for der er tale om Ludvig Holbergs  Jean de France og Holberg er død, stendød – der er ikke meget selvpositionering i at gøre sine hoser grønne for ham, så here goes: Jean de France er skrevet i 1722, men som med det meste andet Holberg, har han spiddet det evigt latterligt menneskelige i provinskøbenhavneren Hans, der efter en flirt med Paris vender hjem som en opblæst nar ved navn Jean. Det bryder de lokale bonderøve sig ikke om, og så sker der ting og sager. Man kan downloade og læse en faksimile (skønt ord) af Jean de France ved at klikke HER >>>

Ingen kommentarer.

I dag skinner solen i Sønderho, og jeg vil sidde på bænken foran huset og læse Solstad, Dag Solstad. Det er almindeligt at lave anbefalinger på diverse blogs, og hvis man læser blogs fra litterære kredse, er det almindeligt at de indeholder anbefalinger af blogadministratorens venners bøger, eller anbefalinger af vedkommendes nulevende naboer, eller anbefalinger af personer, som man gerne ville hænge lidt mere ud med i fremtiden, ligesom man så altså ikke anbefaler folk, som man virkeligt ikke rent privat kan lide, eller som tilhører et andet slæng, eller som man ikke har gået i skole med. Det gør engang imellem anbefalingerne lidt tvivlsomme, fordi det ikke rigtigt virker, som om folk bliver vurderet på skriften og skriften alene, så derfor prøver jeg at holde mig til anbefalinger af forfattere, jeg ikke kender privat, og som jeg kun kender og planlægger at kende ad læsningens vej. En sådan forfatter er Dag Solstad og her er tre Dag Solstad-bøger, man bør unde sig selv at læse, nemlig: 1) Gymnasielærer Petersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land (1983) 2) Forsøg på at beskrive det uigennemtrængelige (1986 – elsker den titel) og sidst, men bestemt ikke mindst 3) 16.07.41. (2004) I øjeblikket er jeg ved at læse den sidste nye, nemlig 17. roman. Det er den, jeg skal sidde og læse i solen på bænken foran huset i Sønderho.

Ingen kommentarer.

Livet går i ring. Jeg har været her før. Sønderho ligner sig selv. Det regner. Jeg nåede ikke længere end til Kåverknoldene. Jeg tog et enkelt billede mod sydøst. Jeg tog et billede af havudsigten. Det er sidste gang, jeg skriver et indlæg med den titel. Titlerne går i ring. De har været her før. De ligner sig selv. Stærene samler sig i havens træer. Om lidt bliver solen sort.

10 kommentarer

… Kerstin Ekmans civilisationskritiske mesterværk fra 1993, er blevet genudgivet på Samleren som et “must read”, og den er bestemt et “must read”, så ud at købe den, og når man er ude at købe den, så kan man lige så godt tage hele Ekmans forfatterskab med hjem, men hvis boghandlen ikke ligger inde med perlerækken, så ligger den i hvert fald inde med hendes nye Mordets Praksis, 2009. Endnu et sandt mesterværk. Og så er jeg lige nødt til at korrigere visse vildfarelser, der findes derude. Hverken Hændelser ved vand eller Mordets praksis er krimier. Det blev diskuteret dybt og inderligt allerede tilbage i halvfemserne om Hændelser ved vand var en krimi, og nej, det er den altså ikke.  Ja, der er mennesker, som findes døde i den, men der skal mere til for at en bog bliver en krimi. (Note: I kan godt slå folk ihjel i jeres bøger uden at I kommer med på krimimesse i Horsens!) Det er vor tids litterære svøbe, at man ikke kan læse sig udenom krimigenren – eller at man i det hele taget ikke kan læse med større genrebevidsthed. En krimi kræver udover, at der er en forbrydelse – helst et mord – i starten af bogen et bestemt opklaringsmønster, nogle bestemte spillerregler for genren (eller dens mange subgenrer). (Note: Mordet på Halland er heller ikke en krimi!) Kerstin Ekman, som godt nok i sin tid var kendt for at være Sveriges ‘deckardrottning’ (men her er vi altså heeeelt tilbage sidst i halvtredserne!) brød med genren, men har taget sin erfaring omkring fortættet fortællestruktur med sig over i den moderne roman. (Note: Der myrdes ind til flere mennesker i Dostojevskis Forbrydelse og straf, men nej – det er heller ikke en krimi.)

Jeg læste nordisk litteratur med horder af boglærde unge, der kunne have skilt snot fra skæg i dette og mange andre genrespørgsmål. Men jeg vågner dagligt op og undrer mig over, at ingen af dem blev anmeldere ved danske dagblade eller online-magasiner.

9 kommentarer

Nede under indlægget Louise (her >>>) er vi kommet til at tale om Ida Hammershøi (og særligt hendes nakke) og den melankoli hendes mand portrætterede hende med. Jeg prøvede i skyndingen at finde billeder af Ida på nettet og faldt over dette fotografi af hende flankeret af henholdsvis en plejesøn (til venstre) og Hammershøi (til højre). Det er slående, hvor meget mere levende, glad og sensuel Ida ser ud gennem kameraets linse – end gennem Vilhelms.

3 kommentarer

Læsning til Fanø-ophold.

4 kommentarer

Efter fire år i Valby kan jeg godt udråbe mig selv som lokalpatriot, så her lidt reklame for Teater V, der i øjeblikket opfører Dyrene i Hakkebakkeskoven i Prøvehallen. Hvis jeg havde børn, ville jeg havde siddet på første række til forestillingen, for børn er, som vi ved, en god undskyldning for at snige sig ind til forestillinger, som ens voksenhed ikke umiddelbart giver licens til, men ak, og desuden er jeg bortrejst det meste af spilleperioden. Men det skal jo ikke forhindre andre i at møde op, for Dyrene i Hakkebakkeskoven er da – i hvert fald i Egners version – topunderholdning, og når en peberkagebager …. Mere om forestillingen HER >>>

Ingen kommentarer.

Tilbage i juli mødte jeg under en festlig aften på Kultorvet en ung kvinde fra Nordjylland. Hun hed Louise, og jeg ved ikke, hvordan snakken kom ind på dansk landskabsmaleri, men derhen kom den i hvert fald, og så var det, at jeg nævnte Vilhelm Kyhn, og Louise lyste op som en kerte, for hun var fuldstændig pjattet med Vilhelm Kyhn. Det er ikke tit, man tilfældigt møder mennesker med en svaghed for Kyhn, selvom der burde være mange Kyhn-fans derude, og her står jeg så ved Kyhns grav et par dage efter, jeg løb ind i Louise. Jeg bor klods op ad Kyhns grav og passerer den dagligt. Det er min niece Sofie, der har taget billedet. Måske kommer hun også en dag til, at sætte pris på Kyhn for den godhed han havde i blikket. Ligesom mig. Og Louise.

(Foto: Sofie Riise Nors).

7 kommentarer

Det var så de fjorten dage på Hald. Jeg ankom med bestillingsopgaver og enorme skrive- og bogbranchefrustrationer – og jeg rejser herfra med nye venner og en ny ro i hovedet, fordi der var nogen, der hvad litteratur angår sagde det helt rigtige til mig på det helt rigtige tidspunkt. Jeg tror, det har været et af mine bedste ophold på Hald, og nu flyver vi så ud i alle retninger; til Montreal, Rom, Valby, Nørrebro, New York, Kampala, og guderne må vide, om vi nogensinde ses igen. That’s how it is – og nu vil jeg pakke alting lige så stille sammen.

8 kommentarer