Min blog skulle jo handle om litteratur, så det her er forkert, men min lille bil blev leveret i dag. Den blev leveret til mine forældre, fordi jeg er i København og skal til Stockholm i næste uge, så jeg ikke selv kan komme over og hente den. Mine forældre har taget billeder af, hvordan den står i garagen derovre i Midtvesten. De har lovet, at de nok skal passe godt på den. Det ved jeg, de gør, men det er sødt af dem at sige det. Jeg kommer først over og henter den i den anden ende af januar. Jeg skal jo op til Kerstin Ekman i næste uge. Det er så spændende i sig selv, at jeg ikke rigtigt kan finde hoved og hale i mit skrivebord. Om lidt slipper jeg forberedelserne, for det er jo mest mødet, samtalen, hende og mig. Det er svært at forklare, hvor skelsættende det er, men det er det. Jeg er hele tiden bange for, at noget går galt, så det ikke lykkes alligevel. At jeg skal blive syg, at det bliver aflyst, at SAS går fallit. Men det går jo nok. Jeg håber i hvert fald, at det går, og at jeg får skrevet et godt essay til det amerikanske tidsskrift APS, og at jeg kan sælge essayet til en dansk avis også, og at det hele bliver godt nok, at jeg gør det godt nok, og det gør jeg jo nok. Jeg gør mit bedste. Når jeg har gjort det, tager jeg over til min bil og kører ud i det fri og til Hald for at skrive. Det bliver som at komme hjem til mig selv.

2 kommentarer