I dag har jeg siddet og kigget på vinduet og blomsterne, jeg plukkede ovre bag Naturskolen, og ikke lavet det jeg skulle, men alt det andet, mens jeg spekulerede over mit forfatterskab og dets veje, vildveje og blindgyder, og med jævne mellemrum er jeg så gået ned i køkkenet og har fået kaffe og moralsk støtte, og et par grineture over min sørgelig forfatning er det også blevet til. Og så fortalte den canadiske refugiegæst Jacob mig, at de ting jeg slås med, slås alle de forfattere, han kender kloden over med i øjeblikket, og jeg syntes først, det var en lettelse at høre og dernæst syntes jeg, det var det mest deprimerende, jeg længe har hørt. Nu er det bare sådan, at jeg ikke kan tillade mig at trække hele holdet med mig ned, så i morgen, når jeg har været ovre og besøge en gammel ven i Hald Ege til morgenkaffe, har jeg lovet, at jeg vender tilbage til Hald som jubeloptimist, og dernæst er det Jacobs tur til at være et tudefjæs, og på den måde kan vi så skiftes til at være i litterær krise opholdet ud. Det er en fin ordning. Klokken er i skrivende stund 22.18 – og jeg har et par timer tilbage af min Hvorfor spilde sit liv på at skrive litteratur-dag. Jeg vil bruge dem på at kigge på vinduet.

2 kommentarer