Jeg kunne have stået længe og ventet ved det nye busstoppested på Ravnsbjergvej, hvis ikke Peter Q. havde fået mig fortalt, at det faktisk også er en kulisse til Max Pinlig-filmen …
Alt er dog (bortset fra filmcrewet), som det plejer at være her: En god gruppe skrivekollegaer, smuk natur, latteranfald og litteratur i køkkenet, gåture – og så alt det arbejde, jeg forbavsende nok allerede har fået fra hånden: En svensk korrektur, og jeg har også færdiggjort en ret vanskelig bestillingsnovelle. Nu venter så bare resten, og det er som bekendt altid resten, der er det sværeste.
5 kommentarer indtil videre ↓
“Så venter bare resten” – underforstået, at ligegyldig hvor vi er i vores liv, så venter der mere forude, og færdige, dét er vi først, den dag vi lukker øjnene…
Helt konkret, så synes jeg du har fortjent ferie, efter en svensk korrektur og en en bestillingsnovelle!! Nyd nu Hald -. og hold øje med kulisserne!! Hahahaha…
Jeg synes også, jeg har fortjent ferie, men jeg holder bare aldrig rigtigt ferie, og man holder jo ikke ferie på Hald, plus at jeg har fået en bestilling på en novelle til en amerikansk antologi, som også skal skrives — og jeg er for første gang i mit liv løbet ind i sådan en: Hvad godt skal litteratur egentlig gøre- tilstand? Så mit Hald-ophold skal nok handle meget om at finde ud af den tilstand, og hvorfor jeg efter et langt liv med litteratur pludselig synes det kan være ligemeget at skrive den selv.
Det er ret vildt. Siden jeg var barn har det at læse og skrive litteratur været ekstremt centralt i mit liv. Jeg har studeret litteratur på uni, jeg har undervist i litteratur, jeg har PRÆDIKET litteratur, jeg har skrevet litteratur. Og mine sidste bøger er jo gået godt, Dage blev supermodtaget, Kantslag også – og den har det dertil rigtig fint i USA – men den danske bogbranche er så tung, at jeg næsten ikke orker – og hvis man ikke har gået på Forfatterskolen, er det ualmindeligt svært uanset, hvor meget man har at have det i, at blive anerkendt som substantielt skrivende af miljøet selv, hvilket man ved hård træning skal lære at springe op og falde ned på. Og oven i al denne jammer, så er Danmark lille, og jeg skriver på dansk, dog med noget så nymodens som en ekstremt dygtig oversættermakker i Martin Aitken – således at teksterne også kan komme ud gennem hegnet til den øvrige verden. MEN hvis man prøver at skrive sig ind i en anden sprog- og kulturkreds, så skal man ikke have overdraget formidlingsretten på sine bøger til sit danske forlag, har jeg opdaget. Det sidste har været en hård lektie, men jeg har lært den nu.
–
Jeg tror dog, at Hald er det helt rigtige sted at være, når man befinder sig i sådan en situation, for her er kollegaer, som har prøvet det samme, kollegaer som også er trætte af at gå rundt i tiggerposition med makuleringsstøvet hængende om ørerne. Kollegaer som stadig tror urokkeligt på litteraturen, ikke kun deres egen, men også andres. Og der er roen og den afsatte tid til at afsøge dilemmaerne i det – og få skrevet. For jeg skriver jo altid. Jeg ved bare ikke rigtigt hvorfor i øjeblikket, for så sjovt er det altså ikke. Faktisk er det slet ikke sjovt at skrive i øjeblikket, og det er det, jeg skal have fundet ud af noget med, og mens jeg prøver at finde ud af det, så skriver jeg sætning for sætning, for det er det eneste arbejde jeg har, og den identitet jeg hænger på, indtil jeg kommer ind på sygeplejerskolen :-).
Ja, dilemma, og identitetskrise. Jeg tror bare du skal skrive videre, D, du kan godt, du er temmelig dygtig til det, og dine historier er vedkommende og kloge, uanset om de oversættes eller ej. Mht den litterære verden, så tror jeg ikke man tage sig det nært, dét med forlagenes uvilje og manglende flair for oversættelser. Jeg tror bare ikke de ved, hvad de skal gøre og gribe i, for det må klart tilskrives manglende indsigt, at de laver benspænd for dig! Hvad bilder de sig egentligt ind?
Men husk nu at nyde at du er på Hald, og at det er sommer, og varmt og rart, og der er gode mennesker og filmoptagelser lige rundt om dig!
ps. Jeg har lidt svært ved at se dig som sygeplejeelev… ;o)
Jeg ville være verdens dårligste sygeplejerske, men hey – derfor kan man jo godt drømme ikke :)
—
Og selvfølgelig er det ikke kun det med, om ens litteratur kommer til udlandet der gør udslaget. Det er mere at muligheden har været der her for nylig, og at dem, jeg troede ville hjælpe ikke hjalp. Det var ikke personligt for dem.Men det var utrolig personligt for mig. Det, og en masse andet – og så er det det naturlige pres, der findes indeni enhver skrivende om hele tiden at udfordre og udvikle og arbejde som en hest, og så at man ÅBENBART kan komme ind i perioder, hvor man tænker, at det jo slet ikke kan betale sig…
—
Min amerikanske kollega her på Hald sagde til mig, at der kun er en ting, der tæller – og det er at elske processen, for alt det andet SUCKS. Og det tror jeg hun har ret i. Litteratur har altid været fuldstændig essentiel for mig. Og det kommer nok igen. Måske. Eller jo, det gør det. Og jeg sidder jo og skriver. Og læser. Det føles bare som om jeg det ene øjeblik skriver til ingen. Som før jeg blev antaget i 2001. Og det er da bizart. Og det næste øjeblik skriver jeg til nogen, der kræver noget helt bestemt af mig og hvis jeg ikke kan levere PRÆCIS det, vedkommende forventer, så – borte.
—
Men altså – den slags tror jeg mange forfattere, ryger ud i engang imellem.
—
MEN det er sjovt, at Svendsen og Horn går rundt i kulissen. Mette H. gav den som Damen med de blå tænder på engelsk i går, og den slags skal man bære i sit hjerte længe, og det gør jeg.