Jeg hoppede i med begge ben – i overført betydning – da jeg i dag ankom til Hald og centerlederparret bedyrede, at den var god nok – de havde lavet barokdammen om til svømmepøl med udspringsvippe og det hele. Gud, hvor fedt, udbrød jeg, og jeg har husket badedragt i år! Og så var det, at det blev pinligt – Max Pinlig for at sige det, som det er. For når barokdammen er blevet klædt ud er det, fordi den skal agere swimmingpool i Lotte Svendsens nye Max Pinlig-film, som skal optages her på Hald i den kommende tid. Pølen ser meget ægte ud, men den er stadig kun 20 centimeter dyb, så et hovedspring vil være mere end dumt. Filmholdet ankommer i morgen og er her et sted i periferien under resten af mit ophold. Det bliver sjovt at følge med i på sidelinjen – og så ellers holde sig til Hald Sø i lummerhede med badedragten.
Det er dejligt at være her. De andre forfattere er flinke, Kristian Ditlev laver mad i aften, og jeg har fået værelse fjorten, skråt over for spøgelset i biblioteket.



2 kommentarer indtil videre ↓
Fjorten? der sad jeg i januar og gloede ud i snevejret. Nu kan du så sidde og svede og gå i søen, eller poolen, når det blir for meget!
Jeg håber, det blir SJOVT med MAX og Mette PINLIG Horn – bedre serie for voksne findes ikke, hvis man har børn.
PS jeg hedder PINLIG til mellemnavn i øjeblikket!
Det er en fantastisk serie, og Mette Horn er den sjoveste, helt enig.
En af de andre forfattere i huset, en amerikaner, prøver at komme med i filmen som statist. Vi har nu sat en slags lobbyisme igang for at få det til at lykkes. Det skal blive spændende …