Sidder på den café, som jeg ofte arbejder på Ved Vesterport og her er, hvad jeg efter et længere liv som kvinde og efter mange arbejdstimer på diverse caféer ved om livet og særligt om livet som kvinde: GIRLTALK ER DET KEDELIGSTE I VERDEN. DER ER IKKE NOGET KEDELIGERE OG MERE LIGEGYLDIGT END GIRLTALK. GIRLTALK GØR LIVET TYNDSKIDSFARVET, ÅNDSFORSNÆVRET, FLADT OG TRÆLS. JEG KAN IKKE HOLDE DET UD. IKKE ENGANG DET, DER SIGES MELLEM LINJERNE, GØR GIRLTALK INTERESSANT. GIRLTALK ER TODIMENSIONAL, SELVPOSITIONERING AF KEDELIGSTE SKUFFE. GIRLTALKS EVNE TIL AT SIGE INTET OG SØRGE FOR AT ANDRE SIGER INTET SAMTIDIGT HAR FYLDT MIG MED SKRÆK I ÅREVIS! JEG KAN IKKE HOLDE DET UD. HOLD OP! GIRLTALK ER FOR KOMMUNIKATION OG KVINDEIDENTITET, HVAD SORTE HULLER ER FOR UNIVERSET.
Så er det sagt. Nu er jeg voksen. Endelig.
9 kommentarer indtil videre ↓
Så er jeg også voksen! Hip hip hurra og STOP så den girltalk. Den fører os ingen vegne. Nemlig.
JEP!
Jeg er så ligeglad med, hvad farve folks sko også kan købes i.
Jeg er også så ligeglad med, at Hanne sagde til Bente som synes, at jeg skulle sige, at det altså osse er …
Jeg er så ligeglad med vaskesøjlers fleksibilitet.
Jeg drikker gerne en øl som en tømrersvend.
Jeg har levet et rigtigt liv.
Jeg har læst bøger.
Jeg er tredimensionel.
Fuck den hamster, der løber rundt i dit hjernehjul.
Laksefarvet er en grim farve, og det eneste sted, jeg gider at høre girltalk er i Gittes Monologer.
(Jeg er glad for at andre har det sådan. Jeg tror der er MANGE kvinder, der er ved at trække sikringssplitten, når de sidder der og på anden time skal lade som om det er interessant KUN at male inden for stregerne. Det er det ikke. Det er rædselsfuldt. Det er så kedeligt. Det er så kedeligt at være café-veninde-pludre-kvinde. Gaaaaaaaaaaab.)
og derfor bor jeg så langt ude på landet, at det er svært at forestille sig, at girltalk giver nogen som helst kvinder indhold i livet! Café eller ej… Men et eller andet sted tror jeg, det er en undskyldning for og en afskærmning af det virkelige liv… Der hvor det gør ondt, der hvor det er grimt, og der, hvor vi lærer hinandens laksefarvede inderside at kende! Man passer sig selv…
(Ps min yngste har givet 199,95 kr for 150 cm laksefarvet blondetørklæde… URGH!!!)
Altså nu er jeg jo vokset op langt ude på landet, og det er langt ude på landet min oprindelige aversion startede. Jeg kunne også se det på min mor, da jeg var barn, altså hvordan hun var ved at trække splitten ud, når tomgangssnakken om bleer, tøj, nye køkkenskabe og den slags havde stået på i lang tid ved køkkenbordet eller i det hjørne af selskabet, hvor kvinderne skulle sidde efter maden. Så blev hun fjern fjern i blikket og gav sig til at male malerier inde i sindet. GIRLTALK er selvfølgelig særligt udpenslet og rædselsfuld i cafémiljøer. Men det er en svøbe fra Skagen til Gedser. Problemet er bare, at vi er opdraget i en pigekultur, hvor vi SKAL synes det er interessant. Det er en måde at holde hinanden i skak på. Du må ENDELIG ikke tegne uden for stregerne. Du må endelig ikke have noget essentielt at byde ind med. Og jeg er helt enig med dig i, at der er tale om selvbeskyttelse – men i lige så høj grad justits. Inde bag al det ingenting, der fosser ud af kvindemunde, når de taler på den måde, er jo sandheden om et rigtigt liv med sår og skrammer, glæder og lyst, fortabelser og en pokkers masse fortællinger om at være menneske på en sand måde. De historier savner girltalk fuldstændig adgang til. Det er ubegribeligt kedeligt. Jeg kan ikke holde det ud. Og jeg tror der er MANGE kvinder, der tænker: Gid jeg kunne undslippe denne tomhed – en lille flugtrute til et sted, hvor jeg kan få lov at være et rigtigt menneske.
(PS: hi hi, dit PS er rendyrket girltalk!)
Ja, tænk dig, hvordan lærer vi hende at laksefarvet er så YT??
Altså for min del gider jeg jo slet ikke lære hende noget om laksefarvet. Jeg er bimlende ligeglad med laksefarvet. Det er jo min pointe, for fan! Jeg synes vi skal lære hende om Tom Kristensen, Tove Ditlevsen og Suzanne Brøgger i stedet for. Det ville batte noget på den lange bane. Sådan tænker jeg :)
He he Dorthe, så befriende at du har skrevet det her indlæg. Sidder også tit på café selv og kommer til at lytte lidt med. Og synes det meste af hvad der bliver sagt er så bundhamrende ligegyldigt. Så bliver jeg lidt smådeprimeret (og selvfølgelig tænker jeg også straks “åh gud, gad vide om jeg er for hård og om min café-snak er ligeså tåbelig..” .. det er vel arrogant at antage andet og man er jo et produkt af sin tid) for selvom jeg anerkender den enkeltes ret til at omgive sig med meningsløshed, så er det da i bund og grund ærgerligt at vi ikke synes at have andet og mere at sige til hinanden eller bare går efter de lette løsninger.
Men intet nyt fænomen, jeg læser stadig den fremragende morsomme E.M. Delafields (pseudonym for de la Pasture) Diary of a Provincial Lady og 30′erne lader til at have været en lang række af dinner parties, hvor sociale konventioner afholdt en fra at tale om andet end meningsløse ligegyldigheder. Vores heltinde lider alverdens kvaler i henholdsvis jagten på passende samtaleemner og kampen for at dulme den indre trang til at tale om noget helt helt andet. Og så diskuterede de konstant bøger ingen af dem havde læst :D
Og fuck ja, laksefarvet er det grimmeste.. det klæder ingen.. INGEN..
Stykket er skrevet en dag, hvor jeg ganske enkelt kom til at sidde ved siden af verdens største girltalkere i laksefarvet og med INTET meningsfyldt at fortælle hinanden. Det gjorde dem jo til sprængfarlige emner og dybt interessante, for hvis du har så travlt med at blende ind, ikke stikke ud, så må du dælendundme have noget du skal skjule og det i den grad.
Helt vild med, at du anerkender den enkeltes ret til at omgive sig med meningsløshed! HA!, det er sjovt.
ses til yoga! :)