Det sker, jeg går mig en søndagstur ad Gammel Kongevej, og derfor er jeg ofte kommet forbi en frisørsalon med en iøjnefaldende vinduesudsmykning. Første gang jeg kom forbi, var jeg sikker på, at der måtte være tale om den mest retro-trendy frisørforretning af den slags, hvor retro-trenden kammer over og bliver ufrivillig latterlig. Den slags steder findes der en del af i København, og de er gerne bestyret af unge mennesker, der stilmæssigt intet overlader til tilfældighederne, særligt ikke deres skægvækst. Men så en dag stillede jeg mig på tå udenfor frisørforretningen på Gl. Kongevej. Jeg ville se ind gennem udsmykningen, hvem det var, der gik og klippede derinde. Og det var der en ældre dame, der gjorde. En lille gråhåret dame med turkise slag og alt for store føntørere. Der røg retro-trend-teorien så, for sandheden er, at hun synes de er smadderflotte, de to parykmodeller i trærammen med deres kontorbrille i stål, deres blottede seksualneuroser og pinefulde ensomhed. Hun synes de er lige i øjet. Og det er de da også. Jeg går i hvert fald aldrig forbi uden at kigge på dem.
6 kommentarer indtil videre ↓
Jeg udfordrer dig. Gå derind og bestil tid!
Det ville være lidt af en udfordring.
Tro det eller lad være: Jeg bliver klippet af min mor. Min mor var før hun blev lærer og maler uddannet frisør. Jeg var enormt træt af, som barn, at jeg aldrig måtte komme til en såkaldt ‘rigtig frisør’. Mens jeg studerede var det fint nok (læs: billigt). Men så for nogle år siden så ville jeg frisør-løsrive mig – og så viste det sig, at lige meget hvilken frisør jeg gik til, så kunne de bare ikke klippe mit hår. Jeg lignede alt mellem en kost og Madam Mim, når jeg gik derfra (eller en fra Mabel, det var særligt slemt at ligne en fra Mabel). Jeg endte med at krybe hjem til min mor, som hævder at hun hvirvelmæssigt er så meget hjemme i min ‘do’, at hun kan klippe mig i søvne. Det kan hun så ikke, og alligevel vil jeg foretrække min mors saks i søvne frem for damen med de to døde mennesker i vinduet på Gl. Kongevej.
Man kunne jo nøjes med en omgang “vipper og bryn”… og så tage hjem og få manken ordnet i trygge hænder! Jeg kender godt det der med at føle sig totalt hårmisforstået – det er rædselsfuldt!!! Og så vender man hjem til sin egen frisør!! Uanset hvor hun eller han bor…
I 11 år blev jeg faktisk klippet af Flemming – så holdt han op pga eksem – og så fllyttede jeg butik… og da Dorthe holdt dér, flyttede jeg med hende til det nye sted, Nu har jeg Bente (ca 5. år), som er fantastisk med farve og klip og trylleri, så man en kedelig onsdag pludselig ligner en million…
Det er flot, at Bente på fem år kan fikse dit hår, så du er glad på en grå onsdag.
5. = femte … haha