Om natten lister ræven om huset. Om dagen sidder ænderne i det åbne vand i Hald Sø. Det er koldt. Dagene går med at skrive, gå ture og snakke med de andre, der i øjeblikket er på refugieophold i selve Hovedhuset. Der er i øjeblikket seks. De skriver alt fra børnebøger, til historiske romaner over digte og konceptuel litteratur til biografiske værker, der er også en, der laver grafik og dertil en kunsthistoriker. Og så er der mig i bunden af parken, som Snehvide med mus på loftet, fugle ved vinduet og brænde i ovnen. Jeg skriver på noget, bare noget, mens jeg tænker på, hvad det kan blive til – hvis man bare vidste, hvad det kunne blive til. Det ved man aldrig, og om aftenen er ræven ude med halen så lang. Om morgenen kan jeg se dens poter i sneen. Den er forsvundet ned ad stien mod Niels Bugges Kro og videre ind i landskabet.
4 kommentarer indtil videre ↓
jeg sender dig lige et billede – taget fra mit køkkenvindue – mens jeg nynner med på visen om ræven med halen så lang…
Tak for billedet, som jeg har set andetsteds! Det var en flot ræv, og ja, de lusker. Det er en hård tid for de vilde dyr. Jeg har sat fedtkugler op ved vinduerne. Jeg har et rend (kan man sige rend, når der er tale om fugle?). Hver gang spætmejsen kommer går jeg ud og åbner døren, fordi jeg tror, nogen banker på. Det er også lykkedes mig at falde, nu endelig – jeg har været helt i knæ med en mobiltelefon ved øret samtidigt. Det så godt ud, tror jeg.
Jeg faldt med kamera i hånd ved Vesborg Fyr forleden… dét så ikke godt ud, tror jeg ikke – jeg slog mit venstre knæ rædsomt, og det lykkedes mig i skræk at tisse en lillebitte smule i bukserne …
Hvis man havde en krone for alle de kvinder, der har prøvet at tisse en lille bitte smule i bukserne af skræk, hold da op. Jeg klarede mit fald uden. Til gengæld kunne jeg mærke det i bentøjet ved sengetide, ak ja.