Når man er på Hald går man mange ture, men der er en del af mine ruter, jeg denne gang ikke kan benytte. Troldeslugten er for eksempel for glat at gå i, men landskabet er stort, og jeg har mange veje igennem det. Naturen omkring Hald er urgammel og smuk, og om natten kan jeg høre isen bryde nede i søen. Det lyder, som om et stort og tungt væsen vånder sig og giver ekko i landskabet. Jeg lægger ydmygt øret til.

Da jeg for nogle år siden kom hjem fra et længere ophold i USA, boede jeg henover sommeren hos nogle bekendte på en fjordgård syd for Ringkøbing Fjord. Den ene af mine værter var amerikaner, John. Han vidste noget om, hvor store landskaber kan blive og hvilken kraft, der ligger i naturen, når den ikke afgrænses af mennesker, når den har en enorm udstrækning eller fylde. Amerikanerne kalder den slags natur ’the vastness’, og jeg har i flere år tænkt over, hvor stor en betydning ’vastness’ har for litteraturen – særlig svensk litteratur og også amerikansk. Danmark har ingen store afstande eller særligt mange geografiske tomrum, her er det sjældent, at kulturen holder op med at tale ind over sanserne. Det præger vores måde at tænke på. Blandt andet bliver vores litteratur, som al urban litteratur, ironisk af det. Men at der ligger et forfattercenter midt i et af de få eksempler vi herhjemme har på ‘vastness’ er der en poetisk retfærdighed i, og måske sætter det sine spor i vores skrift. Det håber jeg.

Den sommer jeg boede syd for Ringkøbing Fjord, fortalte amerikaneren, John, mig en historie. Han fortalte, hvordan han en dag havde været ude at gå en tur på Lønborg Hede ikke langt fra gården, og at han under gåturen havde haft en følelse af, at landskabet forandrede sig omkring ham. Han kendte området, var normalt god til at finde vej, havde aldrig prøvet at fare vild noget sted på kloden (hævdede han), men den dag mistede han orienteringen og skulle koncentrere sig unaturligt meget for at finde sine pejlepunkter på heden. ”It didn’t feel as if I got lost. It was the landscape, it moved”, sagde han.

Udover at det er en god undskyldning for mennesker, der ikke vil indrømme deres manglende stedsans, så er det en fantastisk tanke, at John ikke for vild, at det bare var landskabet, der bevægede sig. For kan et landskab flytte sig under og omkring et menneske? Jeg ved det ikke. Men når jeg er på Hald tænker jeg tit på, at landskabet er en urgammel bevidsthed og, at denne bevidsthed er bevægelig – og fordi den stammer fra en tid, hvor vores historie ikke var begyndt, hvælver den sig over os og under os med en viden, vi ikke kan begribe, kun ane. Det er urtidens landskab, og derfor også det landskab, alting slutteligt vil vende tilbage til, Ragnaroks landskab. I går, da jeg gik over Stanghede ned mod Dollerup Bakker tænkte jeg, at jeg kunne gå her til alle tider, og at allerede det gjorde mine omgivelser langt stærkere end mig. Og så kan det måske flytte sig, landskabet, tænkte jeg. Men det gjorde det nu ikke.

Ingen kommentarer